Kontakt:
Brassica rapa er en mangfoldig vild planteart kendt med flere almindelige navne: vild majroe, marksennep, majroe, vild sennep, vild grønkål eller fugleraps . Den har lyse gule blomster, som tiltrækker bier.
Brassica rapa har flere underarter med forskellig anvendelse som afgrødeplanter. Majroe (Brassica rapa subsp. rapa) bruges som rodfrugt. Det er en halvårlig plante med en opsvulmet, bred og knoldet rod. Marksennep (Brassica rapa subsp. oleifera) bruges som oliefrøafgrøde. Det er en etårig plante med en tynd rod. Bladformene bruges som bladgrøntsager såsom pak choi (Brassica rapa subsp. chinensis). Ud af disse har vildroe og marksennep udbredelse i Norden. Brassica rapa er også mere fjernt beslægtet med andre Brassica-afgrøder såsom savoykål, sennep, grønkål, kålrabi og blomkål.
Brassica rapa er hjemmehørende i hele Europa, Rusland og Asien, hvor Europa betragtes som et oprindelsescenter af underarter rapa og oleifera. I Europa vokser Brassica rapa på forstyrrede levesteder som vejkanter, ødemarker, befolkede steder og dyrket jord. Mange af dens befolkninger er naturaliserede flugter fra dyrkede afgrøder.
Vigtig grøntsag
Tidspunktet og stedet for domesticeringen af Brassica rapa er ikke bestemt kendt, men dets brug som oliefrøafgrøde blev nævnt i Sanskrit-skrifter så tidligt som 1500 f.Kr. i Indien. Marksennep blev brugt både som olie til lamper og dampmaskiner men senere, med forbedret oliekvalitet, som spiseolie. Marksennep dyrkes almindeligvis i de nordiske lande til fremstilling af rapsolie. Dyrkning af grøntsagsroer i Europa er allerede blevet nævnt i hellenistiske og romerske tekster. Brassica rapa spredte sig gradvist fra Sydeuropa til Norden og blev taget i dyrkning der.
Hvid flade hollandsk
Roe blev en basisafgrøde, før den blev erstattet med kartofler i 1700-tallet. Det var en af de vigtigste grøntsager i den nordnordiske kost, i områder, hvor der kun kunne dyrkes få grøntsagsarter. I Norge og Sverige er dyrkning af majroer dokumenteret allerede fra 1200-tallet. Roer dyrkes stadig i Norden, men i mindre mængde end tidligere. Den har et højt indhold af C-vitamin, fibre, B-vitamin og calcium. Roerødderne kan koges som en rodfrugt og det grønne kan steges eller dampes. Både rødder og blade bruges også som foder til kvæg og får.
En lang række majroe-landracer blev brugt af lokale bønder. Mange af disse går tabt, men et betydeligt antal er bevaret i NordGens frøsamlinger. I alt er 101 accessioner af B. rapa ssp rapa bevaret. Yderligere 66 tiltrædelser af B. rapa ssp. olifeira er bevaret. Det er dog for det meste nyere materiale fra avl og dyrkning af rybs i Norden i det 20. århundrede.
I Finland var majroen en af de første afgrødearter, der blev dyrket sammen med byg. En særskilt majroe-landrace, kaldet Kaskinauris, udviklede sig hånd i hånd med slash-and-burn-landbrug i Finland og den karelske region. Kaskinauris er en flerfarvet og fladere grøntsag end en almindelig majroe. Den trives på land vedligeholdt med skråstreg-og-brænd-metoder. Da majroer er en krydsbestøvet plante, blev mange forskellige variationer af Kaskinauris landracer født i regionen, og typisk havde hver bondegård deres egen variation. Kaskinauris blev traditionelt kogt i en majroe ved at bruge varmen fra varme sten. En af de resterende landracer, der stadig dyrkes i Finland, kaldes ‘Eno’, fra Nordkarelen. En anden landrace, ‘Petrovski’, spredte sig til Centraleuropa og til Vilmorin Paris frøbutik i det 19. århundrede.
Øgende produktion
Dyrkning af roeroer har også en lang historie i Norge, hvor landracer blev udviklet i lokal dyrkning. Roer kunne dyrkes over hele landet, men blev især værdsat i norden, hvor tilgængeligheden af frugt og grønt var begrænset. Den 200 år gamle ‘Målselvnepe’ er en af få gamle landracer, der stadig dyrkes. Det forventes, at den oprindelige kimplasma var frø importeret til Troms amt gennem den såkaldte pomorhandel mellem Nordnorge og Rusland omkring 1800.
I 1865 producerede landmand Ole Enok Olsen fra Luneborg i Målselv fællesskab frø af den ‘russiske majroe’. Dengang viste denne majroer stor variation i form og farve, men Ol’Enok, som han blev kaldt, valgte kun gule cirkelformede majroer til videre formering, og langsomt fik ‘Målselvnepe’ sit nuværende udseende. Majroen hed oprindeligt ‘Ol’Enok-roen, men blev senere ændret til ‘Målselvnepe’. Produktion og markedsføring af ‘Målselvnepe’ har varieret gennem årtierne, men det har altid været betragtet som en delikatesse på sommermarkederne i den arktiske by Tromsø. Indtil videre er produktionen stigende.
I Sverige var majroe primært en afgrøde til de mindst frugtbare jorde og områder med kortere vegetationsperiode, og den blev dyrket så langt mod nord som 71˚N. Opdræt af majroer fandt sted fra begyndelsen af 1900-tallet og var mest baseret på materiale fra Tyskland, Storbritannien, Danmark og Norge. I midten af 1950’erne ophørte avlsaktiviteterne, da majroer mistede deres rolle som dyrefoder. Det nationale frøkald i 2002-2004 indsamlede mindst otte hidtil ukendte majroe-landracer, der nu er lagret hos NordGen, herunder ‘Gammal svensk’, ‘Gränsrova’,’ Härjedalsk skålrova’,
‘Ljusnedal’, ‘Lantmannarova’, ‘Hede’, ‘Lillhärjåbygget’ og ‘Korova’ landracer.