Faktisk burde en anden end bare mig blogge om Ingrid Marie, for sandsynligheden for, at jeg gør denne elskede æble retfærdighed er ret lav…
Jeg kan ikke lide Ingrid Marie. Tror mest det er almindeligt. Kedeligt almindelig. Men det er egentlig ikke æblets skyld… Helst vil jeg gerne købe svenske økologiske æbler i købmanden, og næsten altid er det kun Ingrid Marie, der ligger og glor på mig på butikshylderne. Jeg sukker og køber. Og bliver ofte skuffet: overmoden. Der er ikke noget galt med avlernes opbevaringsmetoder, normalt er det ULO (Ultra Low Oxygen) opbevaring der bruges effektivt, men omsætningen af frugten i butikken er ofte lav og så ligger æblerne for længe på butikkens hylder . Og bliver melet og trist. Kedelig! For Ingrid Marie er faktisk en god slags!
I betragtning af hvor mange svenske æbleavlere, der investerer stort i Ingrid Marie, kan det næppe være en dårlig sort i sig selv. Det er tværtimod en af vores mest solgte og dyrkede vinteræblesorter i Sverige, både kommercielt og privat. Den er næsten altid til salg i købmanden som frugt og i havebutikkerne som træ (ofte sammen med Aroma bestøver de trods alt hinanden). Dette er således en elsket klassiker, ikke mindst af Ernst Kirchsteiger, der med glæde både pynter med og laver mad sammen med Ingrid Marie konstant og konstant i næsten alle juleår med Ernst… Dyrk sorten selv, og du vil se, hvor godt den kan blive eller køb direkte fra avlere, eller spørg købmanden, hvilken dag de får deres frugtudbringning, så du kan hænge på låsen, når du åbner.
Oprindelse
Ingrid Marie er en dansk sort, der kommer fra et kernefrø. Træet voksede op på en hindbærmark uden for en skole i Danmark omkring 1910, ved Hoed Skola ved Flemlöse på Fyn. Modertræet gav sin første frugt omkring 1915. Så det voksede i en skolehave, og blev opkaldt efter en afdød datter af parret, der fandt træet, hvoraf den ene var lærer på skolen. Modertræet blev fredet i 1959 og lever stadig og trives i dag. I Sverige har sorten været dyrket siden 1930’erne.
Cox Orange + Cox Pomona = Ingrid Marie
I bogen Svenske Æbler af Görel Kristina Näslund og Ingrid af Sandeberg står der at det er Cox Orange og Guldborg, der sandsynligvis er forældre til Ingrid Marie ifølge dna-analyser, der er lavet, men ifølge bloggen Swedish Apples i et blogindlæg fra 2015 mener Görel Kristina Näslund, at det snarere er Cox Orange og Cox Pomona hvem er forældrene, viser endnu nyere forskning. I bogen Svenska Äpplen er hårdførheden af Ingrid Marie angivet som vækstzone 1-3, andre kilder (forhandlere, planteskolekataloger) angiver nogle gange zone 1-2.
Der er også en rød mutation af Ingrid Marie kaldte Karin Schneider eller Røde Ingrid Marie. Den dukkede op i 1950’erne hos frugtavler Aksel Schneider på Lolland i Danmark, hans datter Karin opdagede mutationen i et af træerne, og den er opkaldt efter hende. Den røde mutation Karin Schneider har endnu større tilbøjelighed til at knække skallen ved foderet end Ingrid Marie (normalt på grund af ujævn vandstand eller duggvåde nætter).
Frugten Ingrid Marie
Jeg plejer at tænke på Ingrid Marie som et fladt rundt, mat, rødt, hvidplettet og lidt rustent æble. Ingrid Maries købt i købmanden er normalt mellemstore, men hvis du tynder og beskærer dit eget træ, kan frugterne faktisk blive ret store. Det er et ret jævnt rundt æble med en mat, lidt tykkere skal. Grundfarven er grønlig-gul, når den plukkes, gul, når den er moden, men næsten altid dækket af sin røde dækfarve. Æblet er næsten altid ensfarvet rødt med hvide skindspidser, ret langt skaft og med et quiltet brungrønt rostroset ved skafthulen (nogle gange også ved foringshulen). Foret/sløjfebåndet er ret stort, grønligt og peger ofte indad med udfoldede spidser, lidt som en gøglerhue lidt fladt ovenfra, eller som en prinsessekrone. Skallen har ofte revner ved foret.
Kernerne er karakteristisk ægformede, store og kastanjebrune med en flad side. Kødet er cremehvidt og bruner meget langsomt (nogle gange næsten slet ikke). Æblerne modnes i slutningen af oktober eller begyndelsen af november (men kommercielt plukkes de normalt omkring midten af oktober) og holder til februar. Frugtkødet er fastere i starten (men ikke hårdt-sprødt, men mere blødt-fast). Vores mest almindelige og mest klassiske vinteræble i dagligvarebutikker i Sverige i dag.
Træet Ingrid Marie
Træet får en ret bred og stabil krone med en udbredt vækstmetode. Grenene kan blive lange med skarpe vinkler og skal så afkortes. Træerne beskrives normalt ikke som særligt store (selvom grundstammen selvfølgelig har en effekt).
Ved du mere om klassisk vækst, hvordan træet opfører sig i dyrkning eller grenvinkler? Fortæl mig det, og jeg opdaterer indlægget efterfølgende.
Typiske karakteristika for Ingrid Marie
- En (normalt) mellemstor, flad rund, mat rød, hvidplettet og let rustent æble.
- Vatteret brungrønt rostroset ved skafthulen.
- Temmelig stor, grønlig foring formet som en gøglerhue/prinsessekrone.
- Kernerne er ægformede, store og kastanjebrune med en flad side.
Klassiske forvirringsæbler: Aroma ligner en mere skinnende, mere uhyggelig Ingrid Marie ( men Ingrid Marie er kedeligere, samt grovere af udseende og tungere end Aroma, når man holder æbler af samme størrelse i hånden), Cox Orange som er gulere i kødet og mangler Ingrid Marie lyse hudpunkter, Kim som producerer større æbler med mindre kerner, Spartan har et dybere skafthule og mere konisk form.
Husk at Ingrid Marie er en af vores mest almindelige æblesorter (i zone 1-3), chancen er derfor meget stor for at det sort vil løbende optræde ved sortsbestemmelser i den sydlige del af landet.
Fordele ved Ingrid Marie
- Nem at få fat i, både som frugt og træ.
- Minder lidt om Cox Orange i smagen, men er lettere at dyrke.
- Æblerne sidder godt fast på træet.
- Bestøves af andre almindelige sorter: Alice, Aroma, Belle de Boskoop, James Grieve, Lobo, Mio og andre.
Ulempe ved Ingrid Marie
- Det er svært at plukke i tide, fordi frugten bliver rød omkring 2 måneder på træet, før det rent faktisk bliver modent.
- Har tendens til at revne i foret.
- Kan kun klare zone 1-3
Smagen så?
At det nok er Cox Orange og Cox Pomona, der sandsynligvis er forældre til Ingrid Marie (ifølge DNA-analyse) forekommer mig meget rimeligt. Cox Orange har en vis pæresmag i sig, og jeg synes, det går igen, om end svagt, med Ingrid Marie.
Det med at beskrive smag er altid svært, fordi smag er noget meget subjektivt, men min egen erfaring af Ingrid Marie er, at den minder vagt om Cox Orange… Smagen er lidt varm, bred sød. Jeg, der faktisk godt kan lide væsentligt mere syrlige æbler, synes, det smager lidt af en lidt sødere, fortyndet, cremet Cox Orange (med en svagere pæretone). Min søn elsker Ingrid Marie, og han er ikke alene… Det er en populær og enormt populær smag, prøv det også, og du vil se.